Dåb

Ved dåben bliver barnet optaget i den kristne menighed og derved medlem af folkekirken.

Ring til kirkekontoret eller en af præsterne og aftal en dato for dåben. Den præst, som har gudstjenesten den pågældende søndag, kontaktes for at aftale et møde inden dåben - ca. 14 dage før.

Ritualet for dåb står i Den danske Salmebog.  Vil du bare gerne læse mere om dåben, kan det ske på Folkekirkens hjemmeside, hvis du klikker lige her.

 

At være fadder

Forældrene skal vælge mindst 2 og højst 5 faddere til deres barn. For at kunne stå fadder skal man være døbt med den kristne dåb og have nået konfirmationsalderen.

At stå fadder til et barn, der bliver døbt, betyder to ting: For det første er fadderne dåbsvidner, dvs. vidner på, at barnet er blevet døbt med den kristne dåb. For det andet forpligter fadderne sig på at drage omsorg for, at barnet oplæres i den kristne tro, hvis forældrene dør, før barnet bliver voksent.

At opdrage i den kristne tro kan være mange ting. Det kan være at fortælle barnet om dets dåbsdag, at tage barnet med i kirke, at fortælle bibelhistorier for barnet eller andre historier, der afspejler kristendommen – det kan også være at lære barnet salmer og sange. At opdrage i den kristne tro kan selvfølgelig også være at bede sammen med barnet, lære det Fadervor, og i det hele taget med sin person vise, hvad kristendom er.

Fadderne er derimod ikke forpligtet til at forsørge eller opfostre barnet, hvis det mister sine forældre. Der følger ingen juridiske forpligtelser og heller ingen juridiske rettigheder med det at stå fadder.

 

At være gudmor eller gudfar

En af forældrene kan bære barnet, men så kaldes pågældende ikke gudfar eller gudmor. Hvis det derimod er en af fadderne, som holder barnet ved dåben og svarer for det, kaldes den pågældende gudfar eller gudmor.

Læs mere om dåb
Læs mere under menupunktet  Mere om dåb

 

Navngivning

Et barn skal have navn senest 6 måneder efter fødslen.

Hvis barnet skal døbes, sker navngivningen normalt i forbindelse med dåben.

Hvis barnet ikke skal døbes, sker navngivningen ved brug af NemID på borger.dk. Har I fælles forældremyndighed, skal I begge signere - ved eneforældremyndighed skal kun indehaveren af forældremyndigheden signere.

Når navngivningen er godkendt af kirkekontoret, modtages en digital bekræftelse af navnet, til de eller den, der har forældremyndigheden i deres E-boks.

Ifølge loven er der fastsat regler for, hvad et barn kan hedde

Vil I være sikre på, at det navn, I ønsker at give barnet, er godkendt af myndighederne, kan I tjekke ved hjælp af listen godkendte pige- og drengenavne