Jyderup Kirke og Holmstrup Kirke

Jyderup kirke (beskrivelse)

Kirken ligger midt i den gamle landsby på en højning, som falder jævnt mod syd og vest. Den usædvanlig store kirkegård skyldes hensynet til væksten i befolkningstallet efter stationsbyens anlæggelse.

Kirken består af kor og skib fra 1100ernes anden halvdel. Hertil er i senmiddelalderen føjet våbenhus og tårn. Sakristiet på korets nordside stammer i sin oprindelige skikkelse fra 1500erne. 1921 fordobledes skibets areal ved opførelsen af en nordre »korsarm«.

Ændringer og tilføjelser. Senest o. 1400 (jfr. kalkmalerier) har koret fået hvælv. Skibets to hvælvfag er næppe samtidige med korets.

Den spidsbuede korbue er i lighed med korhvælvet ikke yngre end o. 1400 (jfr. kalkmalerier).

Våbenhuset er antagelig den ældste af tilbygningerne, muligvis opført i tiden o. 1350-1450 efter hvælvslagningen i skibet

Tårnet er antagelig fra 1400erne og opført af munkesten i munkeskifte, som veksler med bælter af marksten. Adgangen til de øvre stokværk skete oprindelig ad en fritrappe til den bevarede overdør i nord. Nordsidens trappehus er antagelig opført endnu i 1500erne.

Den store »korsarm« på skibets nordside er opført 1921 efter tegning af arkitekt Søren Lembke. Tilbygningen er holdt i en gotiserende stil med spidsbuede vinduer og arkader, støttepiller, ribbehvælv og gavlblændinger. Ved sammenbygningen med sakristiet og tårnets trappehus etableredes små anneksrum.

Syndefaldet er vist på korbuens nordside. De spinkle, nøgne skikkelser af Adam og Eva, som med bladduske skjuler deres skam, står på hver sin side af træet, om hvis stamme slangen snor sig. Dens hoved, som er vendt mod Eva, holder et æble mellem tænderne, mens Eva lokker Adam med et andet i den løftede venstre hånd. På buens sydside ses et træ, der skyder ud fra munden af en drage. I toppunktet af den spidse bue er malet kæmpende udyr.

Majestasbilledet i korhvælvets østkappe viser Kristus tronende på regnbuen, mens han fremviser sine vunder. Fra hans mund udgår nådens lilje (nord) og straffens sværd (syd). Billedet indrammes af mandorla, hvorom de fire – meget store – evangelisttegn ses svævende.

Vestkappen viser en usædvanlig bebudelsesscene, som ikke er tolket med sikkerhed. I billedets midte står Maria med oprakte hænder og udslagent hår, vendt mod bebudelsesenglen. Mellem dem ses et bånd, hvis indskrift er gået tabt, og over Maria åbenbares Gud Fader, som indblæser hende Helligånden, symboliseret ved en due. Bag Maria står en skægget mandsperson, der i sin højre hånd fremholder en vandkrukkelignende genstand. På marken er vist legende bukke, okser og en hund. Manden har været identificeret som Josef, hvis ganske uhistoriske tilstedeværelse i denne sammenhæng i givet fald skulle bygge på legendarisk stof. En anden mulighed er, at maleren har villet fremstille en sammentrængt kombination af bebudelsen for Maria og for hyrderne på marken, således som han kendte den fra billeder i Højby; men i så fald er forlægget til dels misforstået. I søndre svikkel en drage.

Sydkappens billede af Helligtrekongers tilbedelse er for sin tid ikonografisk bemærkelsesværdigt ved at vise den kronede Maria sengeliggende, mens hun fremholder det påklædte! Jesusbarn for de tre konger. Af disse er den sidste vist i en fornem modedragt med nedhængende, tungede ærmer. Bag sengen står Josef, og over billedet ses stjernen og krybben med æsel og okse som symboler for Betlehem; i østre svikkel en drage.

I nord er Korsfæstelsen. Den lidende Frelser hænger på korstræet med hovedet hældende mod sin højre skulder. Her i billedets vestre halvdel ses Maria dånende, mens hun støttes af Johannes og en kvinde; bag Johannes en anden kvinde med hænderne løftet i sørgende gestus. Ved Kristi venstre side, i billedets østre halvdel, ses nærmest korset en diminutiv Longinus med oprakt lanse. Herudover en gruppe på tre personer (den mellemste kun angivet med hoved), af hvilke den forreste er en fornemt udstyret soldat, muligvis den romerske høvedsmand. Over korsenderne svæver en engel (vest) og en djævel (øst). Sædvanlig er disse knyttet til fremstillingerne af den gode og den onde røver.

INVENTAR

Oversigt. Kirkens eneste middelalderlige inventarstykke er den romanske font af granit. Fra efterreformatorisk tid stammer den malede alterbordsforside, mens altertavle og prædikestol, der nu står afrensede, må formodes at være udført i samme værksted omkring år 1600. I skibet hænger en fornem barok lysekrone, skænket 1714. Alterskranke, stolestader og salmenummertavler stammer fra midten af vort århundrede.

Alterbordspanel, fra o. 1500-25, med stærkt opmalet fremstilling af Kristus som verdensdommer, flankeret af Maria og Johannes. Forsiden viser Kristus siddende på regnbuen med fødderne på jordkuglen; fra hans mund udgår nådens lilje og straffens sværd, flankeret af basunblæsende engle i skyer. Ved siden af regnbuen knæler Maria og Johannes bedende om frelse for de døde, som stiger op af deres grave under regnbuen. I baggrunden landskab med borg.

Altertavlen, bar ifølge præsteindberetningen fra 1758 årstallet 1607, som må have været malet og senere fjernet, da farverne afrensedes. Den er udført i samme værksted som prædikestolen og er en baldakintavle.

Tavlen fremtræder totalt afrenset. Indtil 1950 sås i sidefelterne moderne, forgyldte indskrifter, der citerede 1 Joh. 1, 7 og Joh. 3, 16. Den er nu flyttet ned i tårnet.

Font, romansk, af granit, tvm. 74 cm, højde 83 cm, af Kalundborgtype, beslægtet med fonten i Svinninge. Den firkantede fod har indhuggede linjer forneden og på hver side, formet som et v, hvorved fremkommer mindelser om et klokapitæl. En vulst markerer overgangen til kummen, som er hugget for sig og forsynet med tovstav foroven. 1888 ønskedes fonten renset for maling. 1889 stod den i »den vestre ende af kirken i tårnet«; præsten begærede den flyttet op til korbuen, hvorfra den 1957 kom til den nuværende plads i skibets nordøsthjørne.

Prædikestol med himmel, hvorpå reliefskåret årstal (15)97. Kurvens relieffer er dog skåret o. 1900, og opgangen stammer fra 1950.

Stolen er på fire fag. Under hvert hjørne er fastgjort et englehoved svarende til altertavlens. Felterne rummer arkader hvori reliefskårne fremstillinger, der er udført af billedskærer Andersen, København, antagelig i forbindelse med stolens reparation 1895. Scenerne er: Bebudelsen, Hyrdernes tilbedelse og Jesu dåb; det fjerde felt, som vender ind mod væggen er glat. Postament og gesims har indskrifter: »Beati qvi non vidervnt et credvnt Ioh 20« (Salige er de som ikke har set og dog tror. Joh. 20, 29), og gesimsens: »Qvi habet avres ad avdiendvm avdiat. Matth. 11« (den som har øren, han høre. Matt. 11,15).

Den symmetrisk opbyggede himmel har seks sider. Gesimsen, der svarer til kurvens, har følgende indskrift: »Hic est filivs mevs dilectvs in qvo mihi bene compiacitvm est Matth 3 Aar (15)97« (denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Matt. 3,17).

Tårnur, moderned. Træskiven med romertal og timeviser sidder lige under vestre dobbeltglamhul, og værket står umiddelbart bagved.

GRAVMINDER

Gravsten 1711. Peder Severin Mørch, fordum kommandant på Warbierg slot i Schane, født i Mareboe i Laaland 1500(!), død 1665, hans søn Friderich Pedersøn Mørch, født i Helsingborg 1634, død 1691, med hustru Anne Iespersdatter Wild, født i Holbech 1646, død 1711. I deres ægteskab, som begyndte 1665, avlede de syv børn. Under skriftfeltet indskrift, der fortæller, at stenen sattes til moders, faders og farfaders ære af N. Ivel og A. M. Mørch 1771. Rød kalksten, 144×77,5 cm, med fordybede versaler inden for reliefhugget bladramme, der foroven afsluttes af to blomster. Under kransen giverindskriften og midt på stenen, nederst, reliefhugget kranium.

Gravstenen, der 1758 lå neden for kirkedøren, midt i gangen, og 1894 var opstillet mod buen mellem skib og tårn, står nu op ad tårnets sydvæg.

Gravkælder. Sognepræsten David Plesner indberetter 1758, at der under sakristiet er en åben begravelse, hvori mag. Just From (død 1741, Plesners forgænger som sognepræst) hviler. 1842 oplyses, at proprietær Selchou til Benzonslund hviler der. Synet 1866 forlanger lemmene i sakristiets gulv, hvorfra det trækker, tætnede.